KommunikationsBureauet

View Original

Impostor syndrom: Jeg er bange for, at de skal se, hvor dårlig jeg faktisk er


Ønsker du at få brevkasse-svaret om impostor syndrom læst op ?
Find video-linket i bunden her og hør mig læse svaret til Line højt.


“Jeg har impostor syndrom med alle de ting, jeg går op i.”. – Få hjælp i brevkassen af Kommunikationscoach og specialist i personlig branding Marie-Claire Andsager.


***

Kære Marie-Claire

Jeg har impostor syndrom med alle de ting, jeg går op i.

Jeg lider meget under det, og er på randen til et sammenbrud, når folk er en smule kritiske overfor det, som jeg producerer - også selvom det bare er konstruktiv feedback.

På universitetet får jeg tit 10 og 12, men jeg kan ikke tage det ind. Jeg ser ikke, at jeg er okay dygtig akademisk. Jeg har mange gode undskyldninger for, hvorfor undervisere, der har været ansat i mere end 20 år ikke kan vurdere mit faglige niveau. Jeg er træt af, ikke reelt at kunne mærke, at jeg er okay, til det jeg gør.

Det gælder også andre steder i livet.

Jeg er færdig med min kandidat til juni, og jeg er bange for, at jeg ikke tør at søge de stillinger, jeg gerne vil have, fordi jeg er bange for, at de skal se, hvor dårlig jeg faktisk er.

Mvh.

Line

 

Hej Line

Tak fordi du skriver – det er jeg oprigtig glad for.

Du står et vigtigt sted i dit liv: På trapperne til at blive færdig med din uddannelse, og med nye muligheder i sigte.
Hvor er det godt du har modet til at skrive til mig!

Det er nemlig NU, du kan gøre op med uhensigtsmæssige reaktionsmønstre og bygge et nyt og stærkere fundament for dig selv, så det bliver lettere at være dig.

 

Men inden vi tager fat om, hvad du præcis kan gøre, så lad os lige indkredse impostor syndromet og hvad helt præcist er. Det hjælper nemlig ofte at vide, at det ikke kun er dig, der har det sådan.

Hvad er imposter syndrom?

På trods af navnet så er imposter ikke en diagnose, som Pauline Clance troede, den gang hun beskrev fænomenet første gang i 1978.  Faktisk så oplever op i mod 70 % af befolkningen på et eller andet tidspunkt at blive ramt af impostor komplekset.

Imposter er en form for udvidet præstationsangst, der rammer hårdest blandt mennesker, der oplever høje krav enten fra omgivelserne eller fra dem selv. Kroppen bliver simpelthen træt af at leve op til alle vores krav og høje tempo og derfra er der ikke langt til negative opgivende tanker.

Slås du med ALT for høje forventninger til dig selv? Se hvordan jeg kan hjælpe dig >>>

Selvom det er meget udbredt, så kan det alligevel ødelægge arbejdslivet for dem det rammer. Helt kort så er impostor komplekset en manglende evne til at anerkende positive resultater og tage ros til sig.

Det ses typisk i 3 situationer:

  1. Overdrevent fokus på egne fejl og utilstrækkeligheder – også set langt tilbage

  2. Urealistisk høje forventninger til sig selv, kombineret med frygt for at skuffe sig selv og andre

  3. Konstante sammenligninger med andre, der virker klogere, dygtigere og mere kompetente

Hvorfor opstår imposter?

3 årsager du skal kende:

Impostor komplekset kan ramme os på forskellige tidspunkter i vores liv og i forskellige grader.
Overordnet set er det 3 grunde til, at vi bliver ramt – og i min optik hænger de ofte sammen.

Den første årsag stammer typisk fra vores familie relationer, hvor vi af forskellige årsager har lært at sætte vores selvværd (altså det vi er) lig med det vi gør. Vi kommer til at fortælle os selv, at vi ikke er noget værd, hvis ikke vi præsterer 120% hver gang. Situationen bliver særlig svær for den hårdt ramte impostor, fordi end ikke anerkendelse af det perfekte er en mulighed. Det er en fejl, som du selv er skyld i. Du har snydt dig til resultatet.      

Den anden årsag til, at imposter komplekset kan opstå, skyldes at de ramte ligger blandt de 5 til 10 bedst begavede. Hvis du det meste af dit liv ikke har skulle bruge ligeså meget energi på faglige præstationer, som andre slider for at opnå, så kan det udløse impostor-følelser, for er det virkelig SÅ godt, når jeg ikke har gjort ret meget for det? Tag en gratis IQ-test – forståelse er nøglen til forandring.  


Den tredje årsag ligger i vores samfund. Vi hylder hurtige resultater og stor succes på ingen tid. Men faktum er, at 10.000 timers reglen stadig gælder. Du skal ikke vide alt, når du er studerende, du er der for at lære. Det samme gælder i et nyt job. Du er der det første år for at lære. Det kan være en hjælp at huske sig selv på det.

Line, jeg kan godt forstå, at du er træt af ikke at kunne mærke, at du er okay til det du gør – og faktisk også mere end det – jeg hører du er dygtig og en meget kompetent studerende, men samtidigt fuld af frygt for fremtiden.

 

Min oplevelse gennem flere års coaching af dygtige og ambitiøse kvinder er, at det ved første øjekast virker uoverskueligt at ændre på impostor komplekset, fordi det fylder så meget. I praksis er det dog til at gå til, når man forstår, hvad det er, der i virkeligheden er på spil.

Impostor syndrom er basalt set følelsen af ikke at have fortjent succes.

Imposter opstår, når du oplever:

  • at du ikke har fortjent det positive, der sker i dit liv

  • at du ikke er værdig til at få det job, du drømmer om

  • at du – når alt kommer til alt – ikke er værd at give SÅ god en karakter


Så MÅ der være en anden forklaring. En forklaring på, hvorfor undervisere, der har været ansat i mere end 20 år ikke kan vurdere dit faglige niveau, som du skriver.  


Uanset hvad den følelse skyldes – om det handler om høj IQ eller et mønster du har fra dine forældre, så kan du gøre noget ved det.


Og hvis du spørger mig, så SKAL du gøre noget ved det, for lige nu spilder du alt for meget af dit gode krudt – dit sjove krudt – dit kompetente krudt – dit gavmilde krudt på at være vred på dig selv og bebrejde dig selv, hvorfor du ikke bare kan slappe af og tage i mod de gaver, der kommer til dig i form af anerkende ord.

Er det rigtigt?


Tracy McMillian der har skrevet tv-serien Mad Men og bøger om parforhold har givet en meget interessant Ted Talk Why you should merry yourself. Hun siger:  

The places where you have the biggest challenges in your life, are the places where you have the most to give – if you do your inner work”.


Jeg synes, det passer så fint på din situation Line.

Vi har alle en naturlig tendens til at opgive, når vi konfronteres med svære udfordringer – så begynder der automatisk, at dukke tanker op som:  

Hvorfor pine mig selv, hvis jeg dybest set ikke er egnet til det her?

Og

Når det her er så svært, har jeg så overhovedet noget at give til andre?

Det korte svar er ja – det har du, If you do your inner work.

Og hvad vil det så sige?

Det vil sige – hvis vi bliver hos Tracy – at du skal starte et nyt liv med mere kærlighed til dig selv.

Du skal droppe den dating du har gang i i forholdet til dig selv – der hvor du siger:

”Nu dater vi lidt og så ser vi, hvordan det går”.

Eller:

Hvis du ikke havde snydt dig til et 10-tal, så ville jeg elske dig, men siden du gjorde, så går jeg fra dig!

Eller

Tab dig 10 kg! Så elsker jeg dig!


Når du gifter dig med dig selv, så bliver du hos dig selv – i medgang og modgang.

Især i modgang. For du er nem at elske, når det hele kører, ikke?

Tilgiv dig sig selv for dine fejl. Vær villig til at holde dig selv i hånden, når du har brug for trøst og vær der for dig. Så du lærer, at du kan regne med dig. Du forlader ikke dig selv, selv når det er svært.

Hvordan kan du omsætte det til praksis?

Vi har alle sammen flere forskellige sider.

Vi har nogle vi er mere stolte af end andre. I dit tilfælde er impostoron eller bedrageren en side af dig, som ikke giver dig noget godt.

Se på den side, som en del af dig selv, der ikke skal have lov til at overtage styringen af dig og dine tanker. Vær opmærksom på, hvornår den er på spil, og sig til dig selv:

”Det er impostoren der taler. Jeg har gjort mig umage, og derfor klarer jeg mig godt”.

Bliv ved med at tale til dig selv, så du ikke lige pludselig forlader dig selv, som er det, jeg hører, der sker, når du får ros. Bliv sammen med dig selv og sig højt til den, der roser dig: Tak, det er jeg virkelig glad for.

Også selvom det i starten virker kunstigt.

Det er nemlig ikke kun andre der hører, hvad du siger.
Du lytter også selv med!

Held og lykke med din afsluttende eksamen og det nye job, der venter på dig og som du har fortjent.

Du er velkommen til at skrive til mig igen på et senere tidspunkt.

De bedste hilsner

Marie-Claire Andsager,
kommunikationscoach og specialist personlig branding.
Du kan læse mere om Marie-Claire her >>>

Følelsen af præstations-pres kan æde dig op og være årsag til
dårlig søvn, nervøsitet, manglende jobglæde og i værste fald depression.

Slås du med ubehaget ved at stille urimeligt høje krav til dig selv, så se her, hvordan jeg kan hjælpe dig >>>

 

Her kan du høre mig læse brevkasse-svaret højt.

VIL DU HJÆLPE?

★ kender du også til impostor-følelser?
Hvordan har du håndteret det, har du gjort noget bestemt, som virker for dig, eller har du accepteret tingenes tilstand, og sagt sådan er jeg? Jeg vil elske at læse din kommentar, dine gode råd og erfaringer.
Læg din kommentar herunder 👇👇👇